Tilbage til individuelle samtaler
Psykoterapeutiske samtaler
Kristian tilbyder psykoterapeutiske samtaler som en del af hans uddannelsesforløb til psykoterapeut. I samtalerne vil udgangspunktet altid være dit behov og dine udfordringer. Jeg vil stille nysgerrige spørgsmål og hjælpe dig til både at reflektere over nuet og det, som måske er sket tidligere. Vi undersøger sammen, om der måske er nogle mønstre eller relationer i dit liv, som skal udforskes eller udfordres, hvilke værdier du bærer med dig som en ressource og hvad der måske allerede spirer lidt hos dig, som kan give mening og energi til dig. Vi bruger det som inspiration til, at du får talt flere handlinger frem, som kan bringe dig godt videre i verden.
Anmeldelse: Psykoterapeutiske samtaler med Kristian Ring
Kristian er et virkeligt behageligt og empatisk menneske, som jeg kun kan anbefale at bruge som psykoterapeut.
Jeg har haft tre-fire gode snakke med Kristian i forbindelse med stress. Og det har føltes som en opmærksom og givende snak med en god og interesseret ven, der spørger, lytter og hjælper på mine præmisser. Kristian skaber helt naturligt et rum, hvor man føler sig velkommen, hjemme, set og mødt. Og hvor det er let og naturligt at åbne sig.
At tale med Kristian er først og fremmest en utrolig rolig, rar og givende oplevelse. Han spørger og lytter interesseret til éns situation, oplevelse og historie. Han anerkender svære følelser og oplevelser og har samtidig fokus på det særlige ved mig og mine personlige styrker, som han er god til at fremhæve.
Vi har talt om måder, som jeg automatisk og på grund af min særlige historie har ageret på og fremadrettet skal være opmærksom på. Samt om nye og andre muligheder at handle på, som jeg med fordel kan foretage og være bevist om.
Jeg har fået kortlagt og gennemgået forskellige afgørende værdier, situationer og relationer i mit liv, som jeg kan se tilbage på med en større forståelse og bevidsthed om, hvem jeg er og hvorfor. Men også i forhold til, hvad jeg som person har behov for og fungerer bedst med fx i et kommende arbejdsliv. Det svære, personlige eller private, som også har været en del af samtalerne, har Kristian behandlet med empati, respekt og forståelse.
I samtalerne har Kristian delt egne tanker, erfaringer og lidt teori med mig efter aftale, fordi det fungerede godt for mig og gav mig oplevelsen af en god balance mellem os. Ligesom han har fortalt om situationer i sit eget liv, som jeg har kunne bruge som spejling. For mig har det været rart også at kunne dele almenmenneskelige følelser og oplevelser undervejs i vores samtaler.
Jeg er blevet taget godt imod og har følt mig meget set og forstået både i vores skriftlige kommunikation før, under og efter samtalerne, og når jeg er mødt op til aftalerne hjemme hos Kristian. Lige fra jeg er trådt ind af døren, og vi har sat os sammen og talt om dagens emne til seancen afsluttes, og vi skilles igen. Kristian tager værtskabet på sig hele vejen rundt, og det føles som en helhedsoplevelse at have samtaler hos ham.
Udover sin opmærksomhed og hjælp har Kristian budt på te, tid og havevandring og en Treo, hvis det var behov for det, og jeg har derfor ikke kun følt mig som klient men også som ventet og velkommen gæst.
Endelig har Kristian været gavmild med opsummeringer fra samtalerne og har foræret mig noter, referater og pointer, som jeg kan bruge fremadrettet.
Tak for det hele!
Gitte
Juli 2025